Foto: Danni Paulsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

22-årig knivstikker skal to år i fængsel: Blev fældet af borgeres mobilvideoer

22-årig mand dømt for knivstik under storbrand i Højberg


En 22-årig mand fra Viby blev onsdag ved retten i Aarhus idømt to års fængsel for knivstik mod en 24-årig mand fra Viby den 20. oktober sidste år.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den nu 24-årige mand stod og kiggede på en stor brand, der var brudt ud i nogle lagerbygninger på Michael Drewsens Vej, da en mand pludselig kom op til ham og stak ham flere gange med en kniv, hvilket blandt andet betød, at hans ene lunge klappede sammen.

Da der havde været ganske mange tilskuere til branden, bad Østjyllands Politi efterfølgende om hjælp fra borgere, der havde set knivstikkeriet og eventuelt optaget det på deres mobiltelefoner.

Politiet modtog i den forbindelse flere videoer, som har været afgørende i efterforskningen og medvirkende til, at politiet den 14. november kunne anholde den 22-årige gerningsmand, der blev sigtet for forsøg på manddrab.

Den 22-årige var under gårsdagens retsmøde også tiltalt for forsøg på manddrab, men retten vurderede, at der var tale om grov vold og idømte den 22-årige to års fængsel.

"Politiet har ikke fået meget hjælp fra den forurettede, der også har ændret forklaring undervejs og sået tvivl om, hvorvidt der var tale om den rigtige gerningsmand. På trods af det er den tiltalte blev dømt skyldig, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med. Nu skal vi, i samarbejde med statsadvokaten, tage stilling til, om vi ønsker at anke dommen til skærpelse," siger specialanklager Dorthe Lysgaard.

Den 22-årige ankede dommen på stedet.

dp


Publiceret: 07. September 2017 15:24

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere