“Vi hygger os, og her er altid en god atmosfære,” fortæller Susanne Sørensen.
“Vi hygger os, og her er altid en god atmosfære,” fortæller Susanne Sørensen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

40 år bag saksen: “Jeg skal bæres herfra”

I 1977 åbnede Susanne Sørensen Center Salonen i Tranbjerg Centret. Her 40 år senere har hun den stadig



Hun var 22 år gammel, årstallet hed 1977, og et lokale var netop blevet ledigt i Tranbjerg Centret. Hendes daværende mand lejede lokalet, uden den unge frisør vidste af det og sagde:

“Nu skal du have dit eget!”

Og sådan blev det. Den unge Susanne Sørensen skabte Center Salonen.

“Jeg tænkte, at der skulle noget udfordring til. Det kunne jo ikke gå værre end galt,” siger hun med et smil.

I dag, 40 år senere, ligger frisørsalonen stadig præcis samme sted, og Susanne er stadig bag saksen.

“Havde du spurgt mig dengang, om jeg fortsat ville være her om 40 år, havde jeg ikke troet på det,” siger den garvede frisør.

Men hvorfor er du her så stadig?

“Fordi jeg kan lide det. Jeg har det så sjovt med kunderne og mine to ansatte. Vi hygger os, og her er altid en god atmosfære. Jeg har altid været glad for at tage afsted,” siger hun og forklarer, at hun i 1985 gik ned i tid på grund af en nedslidt ryg.

I dag er hun i butikken tre eftermiddage om ugen plus hver anden lørdag. “Nu er det lidt lige som en hobby for mig. Jeg kan godt lide stadig at have kundekontakten, og jeg er vild med det kreative i faget. At være frisør er lidt ligesom at være kunstner,” siger hun.

Med Susanne Sørensens dårlige ryg har der været længere perioders fravær blandt andet på grund af fire store rygoperationer. På intet tidspunkt har hun dog overvejet at stoppe og lukke salonen.

“I sygdomsperioder kører mine ansatte bare salonen videre. De er så stabile, de piger, så det er helt fantastisk. Det betyder virkelig meget. Og jeg selv bliver ved, så længe jeg overhovedet kan. Jeg skal bæres ud herfra,” siger Susanne Sørensen, der under interviewet tager et hvil i frisørstolen fremfor at stå bag den med saksen klar.


Lyttelapperne slået ud

Med 40 år på bagen er antallet af kunder, der har været gennem hænderne på Center Salonens ansatte, utallige.

Mange er dog fulgt med helt fra salonens fødsel.

“Og det er lidt sjovt, for de, som kun var 10-15 år dengang, kommer nu med deres ægtefæller og egne børn. Så jeg har fulgt dem et helt liv,” siger Susanne Sørensen

Måske vender nogle af kunderne tilbage, fordi de ansatte lytter så godt. I hvert fald gør de tre frisører meget ud af at lægge ører til.

“Vi prøver gerne at sætte 'punkter' på folk. Sådan at vi forbinder dem med noget. Så næste gang kan vi spørge: Nå, hvordan gik det så med den guldfisk? Det kan folk godt lide,” forklarer Susanne Sørensen, som bliver lukket ind i både store og små begivenheder i kundernes privatliv.

“I begyndelsen synes jeg, at det var svært, men i dag er det intet problem. Nogle har måske kun lægen, tandlægen og så frisøren at snakke med.”

Selve 40-års-jubilæet fejres med en reception 1. september.


Publiceret: 31. August 2017 13:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere