Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aarhus får videnscenter for digital handel

Aarhus Business College får bevilling på 3,8 millioner kroner


Undervisningsministeriet har godkendt Aarhus Business College til at drive et nyt Nationalt Videnscenter for Digital Handel.

Det skriver uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.

Det nye videnscenter betyder, at både aarhusianske studerende, uddannelsesinstitutioner og virksomheder vil få meget lettere adgang til den nyeste viden inden for digital handel, fordi Aarhus får et fagligt fyrtårn med fokus på den rivende udvikling på området.

”Udviklingen inden for digital handel går så hurtigt, at man groft sagt ikke kan nå at skrive lærebøger, før de er forældede. Det kan være svært for den enkelte skole og den enkelte virksomhed at følge med. Væksten i onlinehandel er stor, men desværre går en del til udlandet. Den tendens skal videnscentret for eksempel være med til at vende,” siger bestyrelsesformand for Aarhus Business College, Karina Boldsen.

LÆS OGSÅ: Politikere lytter til bekymrede borgere: Foreslår nedsat fart på Holme Ringvej

Nationalt Videnscenter for Digital Handel skal ligge på Sønderhøj i Viby. Her vil man have fokus på nye trends, teknologi og talentudvikling sammen med både virksomheder, andre uddannelsesinstitutioner og regionale vækstmiljøer.

”Videnscentret vil give de merkantile erhvervsuddannelser et løft, når det gælder digital handel. Vi vil kompetenceudvikle, lave undervisningsforløb og skabe en vidensdeling, som kommer både elever og virksomheder i hele Danmark til gavn,” siger direktør for Aarhus Business College, Gitte Nørgaard.

Centret får en bevilling fra Undervisningsministeriet på 3,8 millioner kroner. Bevillingen udmønter sig i en videnscenterchef og to-tre fastansatte samt en række projektansatte medarbejdere. Derudover vil medarbejdere fra Aarhus Business College, partnerskoler og andre institutioner bidrage til centrets arbejde.

Videnscenterchef er Lars Henrik Larsen, som har arbejdet i den digitale forretningsverden de seneste 20 år.

Lars Henrik Larsen er er cand. merc fra Aarhus Universitet og har blandt andet haft sit eget web-

bureau og været digital direktør på reklamebureauerne 727 og Republica.

"Jeg går i gang med arbejdet fra dags dato. I samarbejde med ledelsen på Aarhus Business College og styregruppen vil jeg sætte rammerne for videnscentrets arbejde i de kommende år. Jeg glæder mig rigtig meget til at gå i gang," siger han.

dp


Publiceret: 04. Oktober 2017 11:20

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere