Steffen Max Høgh i 3R Kontor’s lokaler i Højbjerg, hvor der udover at være lager også er showroom. 3R Kontor har også afdelinger i Risskov, Randers og Aalborg.
Steffen Max Høgh i 3R Kontor’s lokaler i Højbjerg, hvor der udover at være lager også er showroom. 3R Kontor har også afdelinger i Risskov, Randers og Aalborg.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aarhus Takker: “Arbejdet tjener et formål, der er større end dig selv”

Steffen Max Høgh gør oprør mod brug-og-smid-væk-kulturen med 3R Kontor, hvor han har flere socialt udsatte i medarbejderstaben

Af Kim Skovrup Andersen


Aarhus Takker

De nominerede er: 

  • Philip Nordstrøm
  • Henrietta Pedersen
  • Inge Lise Johansen
  • Steffen Max Høgh 
  • Aase Hjort Hansen. Da Johannes Nielsen har trukket sig som nomineret, er hun blevet valgt i stedet. 

Dommerkomitéen og læserne bestemmer, hvem der skal vinde førstepræmien på 15.000 kroner
Afstemningen åbner på aarhus.lokalavisen.dk 12. september

Han sætter sig ned på en af showroomets mange stole, der ved første øjekast ikke ser brugte ud. Men det er de, og det har vist sig at være en fin forretning for 37-årige Steffen Max Høgh, som er direktør i 3R Kontor med afdelinger i Risskov, Randers, Aalborg og Højbjerg. Det er i sidstnævnte, at Lokalavisen Aarhus møder en af årets fem nominerede til Aarhus Takker-prisen. Prisen uddeles til personer, som tager sig af dem, der har det vanskeligt socialt.

Den uddannede pædagog, master i psykologi, serieiværksætter samt tidligere leder af et opholdssted for domsanbragte unge beskæftiger i 3R Kontor flere udsatte unge i den bæredygtige virksomhed, der køber, sælger og donerer brugte kontormøbler.


14 medarbejdere

“Jeg har altid interesseret mig for købmandskab og genbrug og havde brug for en platform til at arbejde med socialpædagogik. Jeg ville gerne kombinere socialpædagogik og beskæftigelse, fordi det synes jeg er interessant,” forklarer Steffen Max Høgh om baggrunden for at starte virksomheden i 2015.

Risskov-drengen, der i dag er bosat i Åbyhøj, har 14 medarbejdere, hvoraf flere er socialt udsatte,

“Vi har nogle rasende gode medarbejdere, der er topkvalificerede indenfor hvert deres område. Der er nogen med plettede straffeattester og diagnoser. Vi har en kultur, hvor folk godt kan lide at komme på arbejde, og hvor vi godt kan lide hinanden. Det er skide vigtigt. Det er ok at fejle, så længe man lærer af sine fejl,” fastslår han og tilføjer:

“Vi kæmper alle sammen med nogle ting, der gør, at vi kan have det svært i forskellige situationer. Arbejdet er et super vigtigt element i forhold til at have et godt liv. Det at have et arbejde, hvor du tjener et formål, der er større end dig selv.”

Virksomheden omsatte for 12 millioner kroner i 2016 og har gennem tiden doneret 20.000 stykker møbler væk inden for de seneste par år til over 200 forskellige skoler og institutioner i hele Danmark.

Steffen Max Høgh er stolt over at være nomineret til Aarhus Takker-prisen:

“Jeg synes, prisen er vigtig, fordi det handler om at få sat lys på socialt udsatte, og at de skal have mulighed for at have et godt liv. Det kan man hjælpe rigtig meget med gennem et arbejde. Et arbejde er det mest afgørende for et menneske i forhold til at blive inkluderet i samfundet. Arbejdet er indgangen til fællesskabet, og derfor bliver vi nødt til at have et rummeligt arbejdsmarkedet. Og det kræver, at man har virksomheder, der kan håndterer socialt udsatte,” siger 3R Kontor-direktøren.


Publiceret: 31. August 2017 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere