Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Forsøg med 40 km/t: Bilerne kører nu langsommere i Mårslet

Rådmand jubler over forsøg i Mårslet og vil udbrede det til flere bydele i Aarhus Kommune


Udvalgte resultater (før - efter) fra hastighedsmålingerne i Mårslet, som blev gennemført før indførslen af hastighedszonen og igen i oktober efter indførelsen.
Jelshøjvej: 61,2 km/t - 54,8 km/t

Agervej: 37,1 km/t -  28,2 km/t

Langballevænget: 49,8 km/t - 43,7 km/t 
På bl.a. Jelshøjvej er hastigheden fortsat for høj. På strækninger med for høj fart vil der, hvis hastighedszonen bliver permanent, blive etableret yderligere hastighedsdæmpende tiltag som fx vejbump. 
Kilde: Aarhus Kommune

Bilerne kører langsommere, og beboerne i Mårslet føler sig mere trygge i trafikken, efter hastighedsgrænsen er blevet sat ned til 40 km/t i det meste af byen. 

Sådan lyder konklusionen fra rådmand Kristian Würtz efter et forsøg med at sænke hastigheden fra 50 km/t til 40 km/t i udvalgte områder, primært beboelseskvarterer i Mårslet. Forsøget begyndte i sommer og kører resten af året, og nu har man fået de første hastighedsmålinger, der viser, at trafikanterne kører op til ni km/t langsommere på nogle af byens mest trafikerede veje. 

”Der er ingen tvivl om, at vi skal have flere hastighedszoner. Lavere fart øger trygheden og sikkerheden - ikke mindst for cyklister og gående. Erfaringerne fra Mårslet dokumenterer, hvordan det er muligt at sætte hastigheden ned til gavn for en hel by. Den gevinst skal udbredes til flere byer og bydele i kommunen,” siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.

LÆS OGSÅ Würtz: Farten skal ned på 40 eller 30 km/t i bykvarterer

 

Hastighedsmålingerne bakkes op af en rundspørge i Mårslet, hvor næsten halvdelen svarer, at de føler sig mere trygge i trafikken efter indførslen af den nye hastighedsgrænse, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen svarer 40 procent med børn på Mårslet skole, at de er mere tilbøjelige til at lade dem gå eller cykle i skole, efter hastighedsgrænsen er sænket til 40 km/t.

Hastighedszonen i Mårslet er et forsøg, som løber resten af 2017. Aarhus Kommune afventer Vejdirektoratets nye regler på området. Forventningen er, at resultaterne fra Mårslet vil blive taget med i overvejelserne og gøre det det lettere at indføre hastighedszoner fremover.

Der er i budgetforliget afsat penge til at gå videre med arbejdet i Aarhus Kommune. De næste områder på tegnebrættet til at få hastighedszoner er Brabrand, Frederiksbjerg og Christiansbjerg.

-jr

 


Publiceret: 02. November 2017 08:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt