Amela Drljevic blev uddannet tandlæge som 23-årig og kan nu kalde sig selv for klinikejer. Foto: Peter Gramstrup
Amela Drljevic blev uddannet tandlæge som 23-årig og kan nu kalde sig selv for klinikejer. Foto: Peter Gramstrup
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kom til Danmark som flygtning: Nu er Amela blevet tandlægeklinikejer på Langenæs

30-årige Amela Drljevic er sprunget ud som ejer af Langenæs Tandlægerne

Af Kim Skovrup Andersen




På Skanderborgvej 36, st. tv. er der kommet et nyt ansigt i lokalerne, som i dag huser to tandlægevirksomheder – Langenæs Tandlægerne og Tandlæge Ulrik Wolff, som deles om lejligheden og klinikken i et klinikfællesskab.

Det er den 30-årige tandlæge Amela Drljevic, der er bosnisk flygtning, men som har boet i Danmark, siden hun var 6 år gammel.

1. maj overtog hun Viggo Dahl Pedersens klinikandel, der nu er omdøbt til Langenæs Tandlægerne, sammen med sin mand Michael Jørgensen, som hjælper til med det administrative, så hun kan koncentrere sig om tandbehandlinger.

“Vi er et godt team. Jeg arbejder med økonomi til dagligt, så jeg kan tage mig af det kedelige administrative, så Amela kan tage sig af patienterne,” siger Michael Jørgensen.

Den nyslåede klinikejer glæder sig til sit nye arbejdsliv.

“Jeg har været ansat flere steder og har set, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Det kan jeg drage fordel af og bruge det bedste fra de steder,” siger hun med et efterfølgende smil.

Amela Drljevic er et godt eksempel på en tendens, der ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at flere yngre kvinder bliver klinikejere, hvor det tidligere var et mandefag at være tandlæge. I dag viser tal også, at 80 procent af nyuddannede tandlæger er kvinder.

“Jeg vil bare gerne skabe et sted, hvor jeg er hammer-glad for at gå på arbejde. Og hvor mine patienter og jeg har et gensidigt tillidsbånd i trygge og uformelle rammer. Mine kollegaer skal være glade, motiverede og engagerede og føle, der er en mening med at gå på arbejde. Sådan et sted, hvor man gerne bliver fem minutter ekstra uden at føle sig tvunget til det. Hvor man har lyst til at gøre en ekstra indsats og blive belønnet for det. Derudover vil jeg gerne have, at der er mulighed for at dygtiggøre sig gennem efteruddannelse og få det brugt,” fastslår Amela Drljevic, der blev færdiguddannet som 23-årig på Aarhus Tandlægehøjskole.


Det tredje barn

Parret er bosat i Aarhus Nord sammen med deres to døtre Clara og Alma på 2½ og 1 år.

“Vi har heldigvis fået nogle nemme børn, der sover godt. Vi kalder faktisk klinikken for vores tredje barn, og vi har altid snakket om, at vi skulle have tre børn, og det kan man godt sige, vi har fået nu,” siger Amela Drljevic.

“Vi har længe talt om, at det kunne være spændende at få vores egen tandlægeklinik. Nu har vi fået to børn, så nu synes vi, timingen var god. Det er sjovt og hyggeligt at være sammen om det. Det er heldigvis lidt en hobby for os at sidde med papir og computer om aftenen,” siger Michael Jørgensen.

Her i opstartsfasen bliver klinikken moderniseret med nyt behandlingsudstyr og med en hjemmeside, hvor der er mulighed for at booke tid online på samme måde som bordbestilling på restaurant.

600 patienter er overtaget fra den tidligere ejer.

Amela Drljevic og Michael Jørgensen kalder Langenæs Tandlægerne for deres tredje barn.
Amela Drljevic og Michael Jørgensen kalder Langenæs Tandlægerne for deres tredje barn.

Afsætter ekstra tid

“Vi starter stille roligt op med fokus på de patienter, vi har. Så vi afsætter ekstra tid til patienterne. Men på sigt vil vi selvfølgelig gerne have flere patienter,” siger hun og glæder sig over at kunne arbejde i postnummer 8000 C:

“Langenæs er en skøn beliggenhed, og i forhold til vores hjem i Aarhus Nord er det jo også fantastisk, at man kan bo og arbejde inde i byen og cykle på arbejde,” siger hun og nævner også, at det er fordel, at der er mange gratis parkeringspladser til patienterne på Skanderborgvej 36. Derudover går der busser lige til døren.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er så mange tandlæger her i området i forhold til inde i midtbyen, så jeg regner med og håber på at kunne tiltrække en del patienter. Også fra det store opland.” siger hun.


Starter i det småt

Så hvor fremtiden sandsynligvis byder på flere ansatte, har den unge tandlæge nu en klinikassistent ansat i dag:

“Jeg synes, det er rigtig fedt, at jeg starter i det små med en enkelt ansat, så jeg også kan lære at være chef, for det er absolut ingen selvfølge at få ting koordineret og uddelegeret. Jeg har styr på mit håndværk, men jeg skal lære at være leder, og det kommer ikke natten over. Og det havde været en større mundfuld, hvis det havde været en klinik med 15 ansatte,” siger hun.

Læs mere om klinikken her


Publiceret: 11. Maj 2017 08:30
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere