Gustav Thygesen læser og forstår i dag det samme som kammeraterne i 4. klasse - det går bare lidt langsommere.
Pressefoto
Gustav Thygesen læser og forstår i dag det samme som kammeraterne i 4. klasse - det går bare lidt langsommere. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læsning: Han sætter orden i ordene

Ved at bruge metoden Alkalær hjælper Claus Beuchert fra Mårslet børn med at få styr på bogstaver og ord




10-årige Gustav Thygesen fra Mårslet havde for få måneder siden svært ved at læse. I dag er sagen dog en ganske anden.

“Jeg synes virkelig, at jeg har gjort fremskridt, så nu har jeg det godt med at læse. Det går nemlig mega nemt,” fortæller den 10-årige gut.

Det er undervisning efter Alkalær-metoden, som har gjort forskellen for ham. Gennem to en halv måned har han fået privatundervisning i Hørret ved Mårslet af læsekonsulent Claus Beuchert, som netop arbejder efter Alkalær, der står for 'alle kan lære at læse'.

Ved hjælp af en såkaldt 'læsetrappe' finder Claus ud af præcist, hvilket niveau barnet er på. Er man på helt bar bund, begynder man på nederste trin.

“Efter at have lært bogstavernes navne og lyde, arbejder vi med lydrette ord - det vil sige ord, der staves, som de siges,” forklarer Claus Beuchert og fortsætter:

“Børnene skal ikke lære at sætte bogstaver sammen men derimod bogstavernes lyde, så de danner ord. Børnene skal have styr på alt det grundlæggende, for hvis det ikke er på plads, så flyver resten hen over hovedet på dem.”


Får succesoplevelser

Claus Beuchert har masser af erfaring med undervisning. Han har nemlig arbejdet med skoleledelse i seks år og har været skolelærer i 15 år - hvilket han stadig er ved siden af privatundervisningen i hjemmet i Hørret.

Det var i kraft af sit arbejde med specialundervisning, at Claus Beuchert stødte på Alkalær. Han tog kurser i metoden og så store perspektiver i den.

“Hvis man har en ansvarlig voksen til at hjælpe og er motiveret for det, så kan alle vitterligt lære at læse. Metoden giver børnene succesoplevelser fra begyndelsen, fordi de magter opgaven. Det motiverer dem og giver dem mod på at arbejde videre,” fortæller Claus Beuchert, som forklarer, at der i gennemsnitligt er to-tre stykker i hver klasse, som ikke kan lære at læse ved den mere gængse metode med såkaldte ordbilleder, hvor ord kædes sammen med billeder.

“Børnene skal ikke lære at sætte bogstaver sammen men derimod bogstavernes lyde, så de danner ord,” siger Claus Beuchert. Foto: Christina S. Johansen
“Børnene skal ikke lære at sætte bogstaver sammen men derimod bogstavernes lyde, så de danner ord,” siger Claus Beuchert. Foto: Christina S. Johansen

Træning, træning, træning

For 10-årige Gustav Thygesen og hans mor Majbritt Thygesen er det gået rigtig godt med Alkalær, men Maybritt lægger ikke skjul på, at det også er hårdt arbejde:

“Vi øver hver dag i en halv til en hel time, og det er altså ikke altid lige nemt at fastholde en dreng efter en lang skoledag,” siger hun.

Den daglige træning er vigtig for at opnå en succes. Forældrene er derfor med på skolebænken, når Claus Beuchert giver privatundervisning, da det er dem, som skal sikre, at de forskellige metoder bliver brugt.

“Tidligere har Gustav ikke kunnet forstå den måde, som specialundervisningen foregik, men det her giver bare mening for ham,” fortæller Majbritt Thygesen, mens Gustav fortsætter:

“Det var lidt svært i begyndelsen, men så prøvede jeg at sige lydene, og så sagde ordene næsten sig selv.”

I dag læser og forstår Gustav det samme som kammeraterne i 4. klasse - eneste forskel er, at det går en smule langsommere.


Publiceret: 05. Januar 2017 06:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere