Elever, forældre og personalet kommer med positive tilbagemeldinger. Sidstnævnte har været med til at sikre, at skolens pædagogik bliver understøttet af indretningen. Foto: Mads Z. Riisberg
Elever, forældre og personalet kommer med positive tilbagemeldinger. Sidstnævnte har været med til at sikre, at skolens pædagogik bliver understøttet af indretningen. Foto: Mads Z. Riisberg
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nu er store og små flyttet sammen: “Ny” Bavnehøj Skole indvies

Kolt og Hasselager har nu kun én skole på én matrikel. Med en ny tilbygning forener Bavnehøj Skole de store og de små




Først var der to skoler: Hasselager og Kolt.

Så var der kun én men på to matrikler: Bavnehøj Skole.

I dag er navnet fortsat Bavnehøj, men alle elever er nu samlet under samme tag.

Sådan lyder en kort opsummering af Kolt-Hasselager-elevernes situation siden skoleforliget i 2013 og frem til i dag, hvor otte klasser fra syvende til niende netop er rykket ind på den gamle Hasselager Skole.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi flere kvadratmeter er kommet til. I alt tre såkaldte funktionsopdelte lokaler er nemlig blevet bygget, så de smelter sammen med de gamle bygninger på stedet.

Lokalerne er til henholdsvis matematik/naturfag, dansk/sprog, historie/samfundsfag/kristendom.

“Ingen af de otte klasser i udskolingen har faste lokaler, som man traditionelt kender det. I stedet bevæger eleverne sig rundt til undervisningen i de funktionsopdelte lokaler. Det er lokaler, hvor man kommer ind i et univers, som understøtter faget,” forklarer skoleder Annette Roed.

Desuden er et pauserum lige på trapperne, hvor eleverne skal være med til at bestemme indretningen.


Nyder nye omgivelser

De 150 elever i udskolingen flyttede ind ved skoleårets begyndelse, og opstarten som én samlet enhed under samme tag er gået godt, hvis man spørger lederen:

“Vi var ikke helt klar med alle vores møbler, men når man ser bort fra det, så har alle været rigtig glade. Og selvom vi ikke var 100 procent på plads, så har vi intet hørt fra eleverne. De er bare glade og nyder de nye omgivelser,” siger hun.

“Det er klart, at alle skal lære at tilpasse adfærden til hinanden. De store skal måske lægge en lille dæmper på sig selv, mens de små skal forstå, at nu har de store også deres gang på stedet, og det er ikke farligt,” fortsætter hun.


Venskaber på tværs

For at skabe gode bånd på tværs af årgangene har Bavnehøj Skole gennem flere år lavet forskellige venskabsaktiviteter for store og små sammen.

“På hele skolen kører vi desuden med holddannelse på tværs på alle mulige måder. Dermed kommer de mindre klasser også til at opleve den nye tilbygning. Det er vigtigt for os, at udskolingen ikke er en isoleret ø,” siger Annette Roed.

Den officielle fejring og indvielse af, at Bavnehøj Skole nu er under samme tag, sker 8. september klokken 13.30, hvor lokalområdet er inviteret til loppemarked. Her sælger skolen ud af sine gamle effekter, såsom udstoppede dyr og gamle kort. Klokken 14 begynder den officielle del af indvielsen med taler, musik og aktiviteter for ungerne. Man får desuden mulighed for at se den “nye” skole.


Publiceret: 07. September 2017 13:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere