Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Rosenhøj er kåret til Danmarks bedste almene renovering

Nyt Rosenhøj vandt foran 81 andre indstillede projekter



Nyt Rosenhøj i Viby blev torsdag kåret til Danmarks bedste almene renoveringsprojekt.

70 personer fra byggebranchen var ikke i tvivl, da de skulle sætte deres kryds i den anonyme afstemning, der skulle finde vinderen af Jubilæumsprisen, som er en særpris, der i år uddeles i anledning af RENOVER prisens femårsjubilæum, skriver Boligforeningen Århus Omegn i en pressemeddelelse. 

Bag priserne står Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

I alt 81 renoveringsprojekter var indstillet til prisen, men det var altså Aarhus Syd-bydelen, der løb med hæderen.

”Nyt Rosenhøj viser på fornemste vis, hvor dygtig den almene sektor kan være til renovering. Især synes jeg, at projektet skal prises for at lykkes med at skabe en helt ny helhed ud af bebyggelsen. Der har ikke blot været fokus på de enkelte bygninger, men på hvordan området skal fungere i sin nutidige bysammenhæng. Det er rigtig flot løst," siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Det store projekt affødte en del skepsis fra ikke mindst beboerne, før man gik i gang, men netop beboerne har spillet en stor rolle i, hvordan området skulle gøres bedre.

”Sammen med et stærkt rådgiverteam har vi været i tæt dialog med beboerne, og har som boligforening magtet at gennemføre den helhedsorienterede renovering og omdannelse, der har løftet et nedslidt boligbyggeri til et attraktivt boligområde, som beboerne har taget til sig – det er vi stolte af," fortæller Leif Jensen, direktør i Boligforeningen Århus Omegn.

9. september indvies Nyt Rosenhøj officielt.

dp



Publiceret: 01. September 2017 10:50

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere