Elin Neumann, Kunstner, blogger, Tiset
Elin Neumann, Kunstner, blogger, Tiset
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sydbyen blogger: "Forventningens glæde"

Af Elin Neumann, kunstner og blogger, bosat i Malling

Jeg elsker juletiden med al dens lys og hygge, gløgg, julemarkeder og arrangementer, maden, pynten og synet af små børns åbenlyse glæde!

Men jeg elsker også at glæde mig til jul, det at gå og se frem til noget – forventningens glæde. Men den kan man da hurtigt få sat stand by, når butikkerne og varehusene går i gang med hele halløjet måneder i forvejen, og dét inden bladene er blæst ordentligt af træerne!

Heldigvis bor jeg da langt ude på landet, hvor jeg selv kan bestemme, hvornår julebukken skal ned fra loftet, men når man så kommer ind til byen i strålende solskin og sandaler, så virker det ærligt talt lidt malplaceret med hele udtrækket af guirlander, lyskæder og hele varehuse klædt ud som gavepakker!! Ikke fordi jeg ikke synes om det, det gør jeg, jeg elsker det – men kunne de da ikke bare vente til sidst i november? Hvornår er det blevet kotyme at starte juleræset allerede i efterårsferien, hvor store dele af landets befolkning ovenikøbet er i fuld gang med at forberede fejring af noget, der hedder Halloween?

Nej, jeg bliver hjemme og gør have og drivhus klar til vinteren. Jeg vil gå i haven og grave dahliaknolde op og tulipanløg ned, tage de store hibiscus og citrus i drivhuset ind i varmen og slå græsset en sidste gang. Jeg vil gå og glæde mig til julen, og alt det der skal ske her på Vilhelmsdal i forbindelse med juletiden: Den store Vinterudstilling, juletræssalg på gårdspladsen og hele to koncerter på udvalgte søndage!

Fra midt i november og helt frem til juleaften sælger vi Juletræer her på Vilhelmsdal! Det er en rigtig hyggelig tradition, som mange indbyggere her syd for Aarhus benytter sig af, og vi har da også masser af 'stamkunder'. Juletræskøb er for mange en vigtig del af traditionerne omkring jul, så der skal handles det samme sted hvert år! Jeg glæder mig allerede til at pakke de smukke træer ud og stille dem op på gårdspladsen, og så et af de helt store træer op på bakken med kæder af lys, mere julepynt behøver vi ikke!

Inden døre har vi den store Vinterudstilling - en tilbagevendende begivenhed, der tiltrækker et stort publikum hvert år. Her udstiller syv kunstnere med skulptur, keramik, maleri og grafik, og her er gratis entré, vafler og gløgg, også til de to koncerter på udvalgte søndage! Kom glad – og Glædelig Jul!


Publiceret: 04. December 2017 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt