Christoffer Sander Nørby spiller stadig lidt med sin far i BMI af og til. Slår du ham så? “Ja, og jeg tror ikke, at han er så glad for det,” siger den unge gut med et smil.
Christoffer Sander Nørby spiller stadig lidt med sin far i BMI af og til. Slår du ham så? “Ja, og jeg tror ikke, at han er så glad for det,” siger den unge gut med et smil.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tennis-talent: “Nu vil jeg se, hvor god jeg kan blive”

Christoffer Sander Nørby fra Beder er blandt landets bedste U18 tennis-spillere. Han drømmer beskedent og ambitiøst på samme tid



Sportstalenter i det sydlige Aarhus

Lokalavisen Aarhus sætter fokus på de lokale sportstalenter.
Hvor meget ofrer de for sportens skyld, og hvad giver det dem retur?
Kender du et dedikeret sportstalent, så tip os på redaktion.aarhus@lokalavisen.dk

Han ligger nummer otte på U18-ranglisten i Danmark. I foråret vandt han U18 Jyske Mesterskaber i indendørs tennis, og i begyndelsen af sommeren blev han toer til det samme mesterskab bare udendørs.

Navnet er Christoffer Sander Nørby. Han er 18 år gammel og bor i Beder.

Tenniskarrieren begyndte som 7-årig i BMI, hvor han i begyndelsen spillede mod sin far, der ifølge sønnen “er på et rimeligt plan”.

Den unge knægt blev hurtigt bedre og bedre, og allerede som 13-årig vandt han klubmesterskabet.

Derfor rykkede han også hurtigt videre til klubben Aarhus 1900 for at få noget mere modstand fra andre unge.

“Så begyndte jeg at spille turneringer og tabte en pokkers masse. Men pludselig vendte det. Jeg skulle simpelthen have noget rutine spillet ind, for det er noget helt andet at spille i en turnerings-situation,” siger det unge tennistalent.


Kræver effektivisering

Når han ikke står på tennisbanen, går han i 2.g på Team Danmark-linjen på Marselisborg Gymnasium.

Han lægger ikke skjul på, at det kan være svært at få både skole og sport til at gå op i en højere enhed. “Jeg bruger cirka 20 timer om ugen på banen, og dertil kommer styrketræning, løbetræning og forberedelse i form af at se kampe,” siger han og forklarer, at der så må effektiviseres:

“Er der et hul til træning, kan jeg godt finde på at hive computeren frem og få ordnet lidt lektier,” forklarer han.

Den megen træning og kampe betyder også, at der ikke er mange friweekender i Christoffer Sander Nørbys kalender. Det har sine konsekvenser.

“Der er ikke megen tid til kammerater, men heldigvis har jeg mange venner i tennis. Desuden fester jeg ikke voldsomt meget og drikker heller ikke alkohol, da det går ud over konditionen. Derudover prøver jeg at få nok søvn,” siger han.

Men hvad er det så, der gør det alle anstrengelserne værd?

“Jamen det er bare super fedt - jeg elsker at spille tennis! Jeg kan godt lide, at man skal være både fysisk og mentalt stærk. Og så sker der hele tiden noget. Der er ikke tid til pauser, man skal være koncentreret hele tiden,” siger Christoffer Sander Nørby, som ved årsskiftet bliver senior-spiller.

“Så vil jeg gerne blande mig i toppen. Jeg vil også gerne ud at spille nogle internationale turneringer og se, hvordan niveauet er. Måske få nogle få atp-point, så jeg kan rykke lidt op af verdensranglisten,” siger han og fortsætter:

“Jeg vil give mig så meget som muligt for at prøve det her af. Nu kan jeg lige så godt se, hvor langt jeg kan komme, og hvor god jeg kan blive.”


Publiceret: 03. September 2017 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere