Smag på Aarhus er et natur- og madprojekt, hvor aarhusianerne sammen med Aarhus Kommune skaber byrum og grønne steder fulde af smag. Blandt andet står Smag på Aarhus bag de spiselige blomsterkummer i Aarhus’ midtby.
Smag på Aarhus er et natur- og madprojekt, hvor aarhusianerne sammen med Aarhus Kommune skaber byrum og grønne steder fulde af smag. Blandt andet står Smag på Aarhus bag de spiselige blomsterkummer i Aarhus’ midtby.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tips til spiselige planter i Aarhus: Gå ombord i moder jords buffet

Naturen i Aarhus er det rene skatkammer, når det gælder spiselige urter, blomster og frugter. Her får du lidt tips






Sommeren er over os, og dermed er der rig mulighed for at udnytte naturen i Aarhus til at supplere madlavningen derhjemme.

Derfor har vi på Lokalavisen Aarhus allieret os med det kommunale projekt Smag på Aarhus for at give lidt tips til, hvad det er, man kan finde udenfor netop nu og i den kommende tid.

Det første, som Stine Kamstrup Knudsen, projektmedarbejder i Smag på Aarhus, fremhæver, er strandene i Aarhus.

“Her finder man blandt andet strandkrabber og tang. Det er de helt almindelige krabber, man som barn fiskede efter med snor og klemme. De har ikke så meget kød på sig, men rigtig meget saft, kraft og smag. Det er oplagt at koge en suppe på dem med fløde,” forklarer hun.

Når man så alligevel er forbi stranden, kan man kaste et blik efter strandurter såsom strandarve, som man stadig kan nå at finde i år.

“Det er en af mine egne favoritter. Den er sprød og smager lidt agurkeagtig. Man kan eksempelvis bruge den, som den er, i en salat, eller man kan sylte den,” siger Stine Kamstrup Knudsen


Saml en lille pose

Før vi går videre, er det vist på sin plads at få det lovgivningsmæssige af vejen i forhold til at sanke fra offentlige arealer.

Her forklarer Stine Kamstrup Knudsen, at det er Jyske Lov fra 1241, som man retter sig efter.

“Den siger, at man må samle den mængde, der kan være i en hat. I dag siger vi så en lille pose i stedet. Det er et klart signal om, at det altså er okay at plukke i naturen, men det beskriver også, at man naturligvis ikke skal ribbe områder fuldstændig. Det er meget vigtigt, at man høster skånsomt og med omtanke for naturen.”

Strandarve, som smager lidt agurkeagtigt.
Strandarve, som smager lidt agurkeagtigt.

Saft og marmelade

En af de sikre klassikere, der netop nu er at finde alle steder, er hyldeblomster, som man for eksempel kan lave saft af - senere kommer hyldebærene, som ligeledes er gode at lave saft af, forklarer Stine Kamstrup Knudsen. Hvis man kaster sig over hyldeblomsterne, kan man prøve at smide et par blomsterblade fra hybenrosen med i.

“Det giver en lidt mere parfumeret smag og en fin lyserød farve,” forklarer Stine Kamstrup Knudsen.

Hybenrosen findes i stort tal ved eksempelvis strandene, og blomsterbladene har flere anvendelsesmuligheder. Senere kommer så selve frugten hyben, som kan laves til marmelade.

“Hyben er vildt sund, og fordi hybenrosen er en invasiv art, som breder sig rigtig meget, giver det kun fin mening, at man høster af den,” siger Stine Kamstrup Knudsen.


De første frugter

Vil man have endnu mere saft, efter hyldeblomsten er afblomstret, så kan man kaste sig over mjødurten, som allerede er fremme, og står frem til august.

“Det er en plante, hvor blomsten minder om hyldeblomsten. Den findes i mere fugtige områder, eksempelvis ved grøfter og vandløb. Der er en del langs Brabrandstien,” siger Smag på Aarhus-medarbejderen.

Ved Brabrandstien finder man også mirabeller og vilde kirsebær, som er nogle af de første frugter, man kan høste fra slutningen af juli. I Mindelunden i Skæring finder man ligeledes en del mirabeller og kirsebær, men de er generelt at finde over hele Aarhus.

“Hvis man vil lære mere om netop mirabeller, har Smag på Aarhus en sanketur 30. juli og en madskole 31. juli,” forklarer Stine Kamstrup Knudsen.


Spis af blomsterkummerne

Det sidste sted, som Stine Kamstrup Knudsen fremhæver, er lidt mere atypisk. Der er nemlig ikke megen vild natur over det. Tværtimod er der tale om de tilplantede blomsterkummer, som pynter rundt omkring i Aarhus' midtby.

“En del af Smag på Aarhus' arbejde består i at tænke spiselige planter ind, når byen skal forskønnes. Derfor er der for andet år i træk spiselige blomster og krydderurter i kummerne, som man gerne må nippe af.”


Publiceret: 07. Juli 2017 13:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!