Alle og enhver kan foreslå projekter, så længe tiltagene handler om at styrke fællesskabet i Viby Syd. Når alle forslag er kommet ind, skal områdets borgere stemme på de projekter, som de synes er bedst. Arkivfoto
Alle og enhver kan foreslå projekter, så længe tiltagene handler om at styrke fællesskabet i Viby Syd. Når alle forslag er kommet ind, skal områdets borgere stemme på de projekter, som de synes er bedst. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Viby Syd-borgere får 200.000 til deling

Søndervangen, Rosenhøj og Kjærslund skal finde de gode idéer frem og søge om op til 25.000 kroner per projekt



Info, workshop, frist, stemmer

Hvis du er interesseret i at høre mere om hele proceduren, så er der informationsmøde 3. april klokken 16.30 i beboerhuset Basen i Søndervangen. Rådmanden er blandt andre til stede.
Har man brug for hjælp til at lave en ansøgning til sit projekt, er der 25. april klokken 16-18 en workshop ligeledes i Basen.
Der er frist for indsendelser af projekter 15. maj, og afstemningen finder sted 12. juni klokken 16.30-18.30 også i Basen.
Ansøgningsskemaet er lavet, så det er meget nemt at gå til.
Man kan læse mere på www.aarhus.dk/deltagerbudget.

Går du med et projekt i maven, som, du mener, vil styrke fællesskabet i Søndervangen, Rosenhøj og Kjærslund, men mangler du lige de sidste midler for at kunne realisere tiltaget? Så er det nok en god idé at læse videre her.

Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse giver nemlig i alt 200.000 kroner ud til Viby Syd.

Alle og enhver kan foreslå projekter og søge op til 25.000 kroner, så længe tiltagene er for, med og om dem, der bor i området, og så længe tiltagene har til formål at styrke fællesskabet. Når alle forslag er kommet ind, skal områdets borgere stemme på de projekter, som de synes er bedst.

Denne måde at lægge penge ud til borgerne kaldes for deltagerbudgetter. Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), beskriver idéen således:

“Med deltagerbudgetterne kommer vi helt tæt på. Borgerne selv kan bedre se, hvad der er behov for, end vi, som sidder på rådhuset,” siger rådmanden og fortsætter:

“Men det kræver, at folk vil være med, så jeg håber, at nogle er nysgerrige på det og vil være med til at stemme. Vi kan se, at man faktisk kan gøre en stor forskel for små beløb. Vi har tidligere set eksempler på blandt andet spisearrangementer eller ensomhedsbekæmpelse.”


Spændende at se idéerne

En af dem, som har sin daglige gang i netop Viby Syd, er Gunni Petersen, der er afdelingsbestyrelsesformand i Rosenhøj.

Han glæder sig over de ekstra ressourcer, som nu bliver tilført området.

“Jamen hvis nogle står med 200.000 kroner, så siger man da ikke nej tak,” siger han med et lille grin, før han fortsætter:

“Det bliver spændende at se, om der er nogle, som ligger inde med gode idéer. Det er oplagt at bygge på nogle af de traditioner, som området i forvejen har - for eksempel at tænke den årlige byfest ind i det her.”

Hvorvidt deltagerbudgettet i Viby Syd bliver en succes, tvivler Gunni Petersen mere på.

“Jeg tør ikke sige, hvor stor opbakning, der vil være til selve processen - det vil nok være i begrænset omfang, at det fanger folk. Men de projekter, som kommer ud af det, vil mange nok deltage i,” siger han.

“Jamen hvis nogle står med 200.000 kroner, så siger man da ikke nej tak,” siger Gunni Petersen, afdelingsbestyrelsesformand i Rosenhøj. Arkivfoto
“Jamen hvis nogle står med 200.000 kroner, så siger man da ikke nej tak,” siger Gunni Petersen, afdelingsbestyrelsesformand i Rosenhøj. Arkivfoto

Publiceret: 15. Marts 2017 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere